lørdag den 25. juli 2020

"Matematik to go"-kufferter introduktion

Matematikkufferterne er udviklet til elever i 1. klasse -2. klasse i matematikvanskeligheder. Forløbet bør tilbydes elever, der viser vanskeligheder inden for talforståelse og udvikling af regnestrategier. Vanskelighederne ses ved elevernes få og omstændelige strategier. Vanskelighederne ses ved elevernes få og omstændelige strategier. Når de skal lægge to tal sammen anvendes strategien Tæller alt fx 3+2, her tæller de først tre fingre på den ene hånd, derefter to fingre på den anden hånd, for dernæst at tælle dem alle fem. Mange elever anvender også strategien Tæller videre, hvor de tæller videre fra 3 og herefter 4, 5 på én hånd. De har meget få additionsstykker lagret i hukommelsen/automatiseret – oftest kun 2+2, 5+5. 

 

Forskning viser, at der er direkte sammenhæng mellem de regnestrategier, eleverne anvender under opgaveløsning, og kvaliteten af deres matematikkundskaber. Matematikvanskeligheder kan undgås ved, at eleverne får mulighed for at tilegne sig hensigtsmæssige regnestrategier. Kufferterne udvikler elevernes regnestrategier inden for addition og subtraktion samt udvikler elevernes talforståelse.

 

Regnestrategier er fordelagtige måder at regne på. Regnestrategier opdeles i backupstrategier og retrievalstrategier. Backupstrategier er kendetegnet ved, at eleverne tæller sig frem til resultatet fx fingertælling. Det er en sikker strategi, men den er omstændelig og ressourcekrævende. Retrievalstrategier kendetegnes ved, at eleverne anvender viden fra hukommelsen. Her bruger eleven regnestykker, som han allerede kan udenad, til at regne andre regnestykker. Hvis eleven ved, at 5+5=10 og kan ræsonnere sig frem til, at så må 5+6 være 1 mere end 10, har eleven anvendt en retrievalstrategi.

 

Forskning viser, at tæt på 100% af elever i matematikvanskeligheder anvender backupstrategier i hele deres skoleforløb. Det er derfor meget vigtigt, at eleverne ikke fortsætter med at anvende backupstrategier, idet de primitive strategier belaster arbejdshukommelsen, så de let mister overblikket.  En god udvikling kendetegnes ved et gradvis skifte fra backupstrategier til øget brug af retrievalstrategier.  Når backupstrategier dominerer opgaveløsningen, bør det tolkes forskelligt afhængig af elevens alder.  Det forventes, at elever i 2.-3. klasse er i stand til at variere deres brug af strategier. Formår de ikke det, kan det skyldes strategifattigdom, eller at strategierne ikke er lagret funktionelt.

 

Udgangspunktet for "Matematik to go"-kufferterne er at udvikle elevernes backupstrategier til de mindre tidskrævende retrievalstrategier. Strategierne er beskrevet for forældrene, så de bliver opmærksomme på, hvordan de kan støtte deres barn fx til ikke at tælle alt, men tælle videre fra den største addend, og anvende plusparrene og 10’er-vennerne til regruppering.

 

Matematikkufferterne består af 8 kufferter. Det er hensigten, at eleverne har en kuffert med hjem i en uge ad gangen. Eleven skal sammen med forældrene lave aktiviteterne dagligt i 20-30 minutter. Hver uge byttes kufferter for de elever, der er klar til at få en ny. Alle aktiviteter er beskrevet til forældrene, så de hurtigt kan sætte sig ind i ugens aktivitet. Forældrene bliver aktive medspillere i deres børns læring.

 

Kufferterne indeholder beskrevne matematikaktiviteter med konkrete materialer og er bygget op således, at der er en let stigende progression fra kuffert til kuffert. Kufferterne bygger på forskning omkring regnestrategiudvikling. Flere elever kan være i gang med et forløb forskudt af hinanden. Med ét kuffertforløb kan man have 8 elever i gang.
 

Strategiudvikling i Matematik-kufferterne

 

De første to kufferter indeholder aktiviteter til træning af pluspar (1+1, 2+2 osv) og 10’er-venner. Det er vigtigt, at eleverne får automatiseret flere additions-stykker fra den lille additionstabel, da det er de resultater, som de kan udenad, de bruger til at regne videre på – anvender i retrievalstrategier. Plusparrene er de letteste additionsstykker for eleverne at lære, da der her er tale om fordobling, som ofte falder elever let. Tiervennerne er fordelagtige at kunne, for så kan eleven fylde op til 10. 

 

Kuffert 1 og 2 indeholder to spil ”Dobbelt op-dino” og ”Find abens tierven”.

 

De næste to kufferter indeholder farveinddelte Pluskort. De gule kort indlærer strategien Én mere. Ved de orange kort skal eleven udnytte, at han kan plusparrene fx når 2+2=4, så må 2+3 være 1 mere. De røde kort udnytter også plusparrene fx 2+4=6, fordi vi kan flytte 1 fra 4-tallet over til 2, så står der 3+3. Ved de lilla kort skal eleven tænke i tiervenner, fx 2+9=11, fordi 2+8=10. De blå kort automatiserer at lægge til 10 ved at sætte det etcifrede tal ind på 0´s/enernes plads. De mørkerøde kort er alle +9, her er strategien at plusse med 10 og trække en fra.

 

Kufferterne indeholder desuden aktiviteter til forståelse af positionssystemet – en forudsætning for at kunne regne med større tal. Eleverne skal danne et 3-cifret tal (4-cifret i box 4) i Talhuset, her anskueliggøres positionssystemets opbygning, samt finde det pågældende tal i penge.

 

Kuffet 3 og 4 indeholder desuden to underholdende additionsspil – Kaboom og Regnepinde – som begge på en sjov måde træner additionsstykker fra den lille additionstabel.

 

Kuffert 5 benyttes positionspladen som et redskab til at systematisere udregning af 3-cifrede additionsstykker. Her introduceres subtraktion-strategierne at subtrahere med 0 og 1. Her anvendes subtraktion i forbindelse med at tage noget væk.

 

Kuffert 6 benyttes positionspladen til additionsstykker med tierovergang. Når eleven ser helt fysisk, at der kommer til at ligge mere end 10 i ener-resultatkassen, giver det forståelse for, at der skal veksles. I aktiviteten Minus-cupcakes anskueliggøres, at subtraktion er det samme som at tage noget væk.

 

Kuffert 7 arbejdes videre med elevens forståelse for addition. Den tomme tallinje er genial til at støtte elevens hovedregning. Den tomme tallinje er en linje uden markeringer eller tal. Der er ingen regler for, hvor stor afstanden skal være mellem de markeringer, eleven laver. Regning på den tomme tallinje består I, at hoppe fra den største addend og dele den mindste addend op. Eleven vælger selv, hvilken strategi han/hun finder mest hensigtsmæssig i hvert regnestykke.

 

Der arbejdes nu med elevens forståelse af subtraktion som forskellen mellem de to cifre, ligesom elevens strategiudvikling i subtraktion udnytter de i forvejen automatiserede additionsstykker.

 

Kuffert 8 arbejdes udelukkende med subtraktion. Her anvendes den tomme tallinje samt positionspladen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Matematik-ordvæg

 Denne bliver løbende udvidet, når vi støder på nye faglige begreber. Matematikordvæg